Så tag mit hjerte

Av Tove Ditlevsen.

Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit.

Det slår så rolig, det slår så dæmpet,
for det har elsket, og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig, at det er dit

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig.

Jeg vil være det rolige regn

Av Lars Saabye Christensen.

Jeg vil være det rolige regn
som faller når min elskede har glemt sin paraply
jeg vil være den heldige dråpen
som renner langs hennes nese

jeg vil være den skålen med vann
hun samler i sine hender
jeg vil tromme mot ruten i rommet
hvor hun skal sove i kveld

jeg vil være det rolige regn
som ingen er redd å gå ut i
jeg vil tenne trærnes kroner
og lage dammer til lekne barn

jeg vil være det rolige regn
som får min elskede til å sove
så vil jeg stå på skrå gjennom drømmen
som en søyle av stigende sol

Når du er borte

Nærast er du når du er borte.
Noko blir borte når du er nær.
Dette kallar eg kjærleik –
Eg veit ikkje kva det er.

Før var kveldane fylte
av susing frå vind og foss.
No ligg ein bortgøymd tone
og dirrar imellom oss.

Av Tor Jonsson.

Ute i engen

Av ukjent.

Ute i engen
på andre sida av elva
står det ein blome
Så vakker og lys
med timeglas figur
Ute i engen
på andre side av elva
står eg og lengtar.

De evige tre

Av Tove Ditlevsen.

Det er to menn i verden, som
bestandig krysser min vei.
Den ene er ham, jeg elsker,
den andre elsker meg.

Den ene er i en natlig drøm,
som bor i mitt mørke sinn.
Den andre står ved mitt hjertes dør,
jeg lukker ham aldri inn.

Den ene gav meg vårligt pust av lykke
som snart for hen.
Den andre ga meg sitt hele liv,
fikk aldri en time igjen.

Den ene bruser i blodet sang
hvor elskov er ren og fri.
Den andre er ét med den triste dag,
som drømmene drukner i.

Hver en kvinne står mellom disse to
forelsket, elsket og ren –
En gang hvert hundred år kan det skje
de smelter sammen til en.

Saknad

Av Ivar Aasen.

Eg veit so vel, det finst ein Skatt,
som vel eg hava maatte;
og ingen Mann det vilde skadt,
um eg den Skatten aatte.
Og fann eg den, var allting vel;
eg skulde vera rik og sæl.
Men aldri veit eg Grunnen,
der han skal verda funnen.

Eg veit so vel, det finst ein Stad,
kann henda nær ved Sida,
der vist eg skulde verda glad
og gløyma burt all Kvida.
Og kom eg der, so fekk eg naa
den Ting, som mest eg sakna maa.
Men det er heile Skaden:
eg finner aldri Staden.

Eg veit so vel, det finst ein Barm
med same Kjensla inne,
med same Hug og same Harm
og same Von og Minne.
Og fann eg den, vardt allting rett,
og Livet skulde skrida lett.
Men det er verst aa minnast:
me skulo aldri finnast.